Danmark har netop påtaget sig formandskabet for Den Europæiske Union. I den officielle retorik fremstilles dette som et privilegium og et ansvar, men også som en lejlighed til at bidrage konstruktivt til den europæiske proces. Den danske regering vil utvivlsomt fremhæve samarbejdets betydning, pege på nødvendigheden af stabilitet i en urolig verden og gentage den gamle fortælling om, at EU’s udfordringer bedst løses gennem mere EU. Også selvom problemet ofte skabes af EU-systemet selv.

Allerede her sniger den første illusion sig ind: at der eksisterer en egentlig politisk proces, hvori det europæiske folk er aktører, og hvor formandskabet giver reel indflydelse på kursen. I virkeligheden fungerer formandskabet snarere som en ceremoniel forvaltning af et lovgivningsmæssigt maskineri, der hverken er født af folkelig vilje og opbakning eller kontrolleret af folkelig suverænitet, men som stadig reproducerer sin egen autoritet.

At lede formandskabet er derfor ikke at sidde for bordenden ved en stor, politisk forhandling mellem ligeværdige nationer. Det er blot at føre protokol over et system, hvor dagsordenen allerede er sat af en kombination af teknokrati, bureaukrati og institutionel selvopretholdelse. Danmark kan i bedste fald moderere sproget i konklusionerne eller finjustere rækkefølgen af punkterne på dagsordenen – men aldrig ændre den grundlæggende retning. Den slags magt er ikke politisk i egentlig forstand; den er administrativ og dermed afpolitiseret.

Betragter man Europa med den kliniske kølighed, som en læge ville anlægge over for en patient, fremstår diagnosen klar. Kontinentet lider af tre sammenvævede patologier, der tilsammen underminerer dets politiske vitalitet, økonomiske handlekraft og kulturelle integritet.

For det første er der tale om en strukturel fordrivelse af suveræniteten fra det repræsentative demokratis arena til et teknokratisk præsteskab. At den europæiske kommission – med initiativretten til al primær lovgivning – ikke står til ansvar over for vælgerne, er ikke et uheld, men en konstitutionel grundpræmis for EU-systemets politiske magtanvendelse. Hermed er folkets rolle reduceret til periodiske genbekræftelser af en politisk arkitektur, som de ikke længere kan omforme indefra. Den politiske kontrakt er dermed brudt: magten cirkulerer ikke længere mellem magthaver og opposition, men mellem forskellige grader af administrativ konsensus.

For det andet manifesterer sig en reguleringsmani. I praksis udgør den en systematisk undergravning af Europas konkurrenceevne, mens USA og Kina fortsat buldrer derudaf. For dem vægter vækst, innovation og økonomisk dominans nemlig tungere end byzantinske godkendelsesprocedurer. Europa derimod udlever den gamle kejserlige drøm om at regulere sig til orden – uanfægtet af, at verden udenfor handler hurtigere og derfor mere effektivt.